BAWKE - filmanalyse

                  Titel:  Bawke
     Original titel:  Bawke
          Instruktør:  Hisham Zaman
      Skuespillere: Broa Rasol, Sedar Sahlem
              Manus:  Hisham Zaman
               Genre:  Kortfil
       Nationalitet:  Norge
                Sprog: Kurdisk
            Længde: 15 minutter
   Produktionsår: 2005


Instruktøren Hisham Zaman er uddannet på Den norske filmskole.
Hans gennembrud var på Kortfilmsfestivalen i Grimstad, Norge 2005, da "Bawke"
vandt 5 priser, Gullstolen samt den europæiske pris UIP.


Bawke (kurdisk for "far") fortæller historien om far og søns umulige flugt gennem Europa.
Ved deres endestation i Norge, får faren ikke opholdstilladelse, men håber på en bedre fremtid for sønnen.

Citat fra Bibelen: For så højt har Gud elsket verden, at han gav sin søn, den enebårne, for at hver den som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.


Filmen sekvens for sekvens


1. Filmen starter med billeder i tåge.

2. Lyden er først uklar og det er umuligt at høre dialogen. Men så høre vi en tydelig "klip over" lyd, idet faren klipper hul i et højt gitterhegn.
Det er en meningsbærende handling og derfor forstærkes lyden og bliver tydelig for os.

3. Kamera er håndholdt, hvilket får billedet til at ryste, og i den tidlige scene hvor de løber mellem lastbilerne for at finde et sted hvor de kan ligge sig under, er spændingsniveauet for far og søn højt.
Håndholdt kamera kaldes subjektivt, da vi "mærker" og ser de to personers synsvinkel, deres subjektive oplevelse.
Det er med til at forstærke den emotionelle oplevelse hos seer.

4. Point-of-view (POV). Kamera vælger sit POV sådan, at seeren ser tingene i et perspektiv. Og det følger den /de person (er) som filmfortællingen ønsker at vi skal følge, samt fra det ståsted vi ser det.
Mere om kameraperspektiv - fugleperspektiv, normalperspektiv og froskeperspektiv.

5. Om at fortætte eller forkorte handlingen: I redigeringen bliver den unødige lange transporttid klippet fra. Da far og søn løber ind imellem lastbilerne, er der behov for at holde spændingen højt oppe.
Det gør man ved at korte og tætte billederne. Man gør det ved at skifte kameraets placering og vinkel, så man kan redigere handlingsforløbet med flere billeder som klippes sammen.
At fortætte eller forlænge er en af klipningens vigtigste virkemidler.

6. Humor. Efter 2:00 ligger de to under en rullende lastbil. Det er livsfarligt, koldt og meget ubehageligt. Pludselig skal sønnen tisse. Det er en meget hverdagslig ting og seeren kan kende sig i situationen og vækker latter.
Selvom situationen er ekstrem, så får tankerne en anden retning, og vi griner - vi bliver manipuleret til at vise følelser i en spændt situation.
Vi bliver fanget ind i fortællingen følelsesmæssigt.

7. Musikken er svag og i baggrunden. Mange hævder, at lyd er 70 procent af den følelsesmæssige oplevelse af en film. Selvom film som udgangspunkt er et visuelt medie.

8. Kamera på stativ. Situationen er ikke længere så spændt når de når frem til terminalen. De tager tøj af som kan identificere dem og røbe hvor de kommer fra. Tid: 3:00. Kamera står på stativ.
Billederne er mere rolige, tydelige og farverne står mere klart.
Den blå/grå farver som var der i begyndelsen af filmen, er væk.

9. Far og søn skændes. Dette får os seer til at tro at de har skændes før. At det nok ikke er første gang at de prøver at komme ind i et land.

10. Brugen af symboler er meningsbærende. Her er fodboldkortet med Zidan et godt virkemiddel.
Drømmen og idolet smelter sammen med muligheden som findes for sønnens fremtid.
Kortet "plantes"sammen med det faren siger: "I dette land kan du blive som Zidan".

11. I filmens midte er der endnu en urolig scene med håndholdt kamera. Sønnen går ind i en togvogn, faren bliver urolig og følger efter, finder ham og puster lettet ud.
Vi ser en mor og hendes datter i toget som smiler til sønnen og her er billederne længere og roligere.
Så kommer billetkontrolløren og faren må tage sit første store valg - han forlader sønnen i sidste øjeblik på en station, så han ikke kan nå at komme med ud.
Da faren er ude af togvognen, bliver uroen forstærket med tættere klipning og fra flere kameravinkler.

12. Parallelhandling. En af filmens store fordele som beretterform er brug af parallelhandling. Fra 9:00 til 11:00 ser vi det når far og søn er adskilt. Der veksles mellem hvordan de hver især oplevet situationen.

13. Sidefortælling som giver mening: Faren ser en norsk far og søn på perronen som skændes. Det minder ham om sin egen situation.

14. Filmens sidste vendepunkt er når faren har set sønnen på centret mens han bliver smidt ud af landet. Han har opnået sit hovedmål: At sønnen skal få en fremtid i Norge. Nu tager han springet fuldt ud: Han fornægter sin egen søn.

15. Afslutningen er sønnen som løber efter bilen som forsvinder gennem et vinterlandskab. Her kan symbolet på uberørt sne, som drengen løber gennem, være tegn på at han nu må sætte sine egne spor i livet.

16. Sidste ting: Faren smider en hue med fodboldkortet af Zidan ud af bilvinduet. Sønnen finder det og i baghovedet tænker seeren, at der var faren sidste besked til sønnen: "I dette land kan du blive som Zidan".